Poul Smidt

Journalist og foredragsholder

Poul Smidt
11. JULI 2016 PDF Udskriv Email

Nu er biografien om Viggo Kampmann på vej til trykkeriet, og udgivelsen på Gyldendal fastsat til fredag den 19. august med titlen: VIGGO KAMPMANN – Modig modstandsmand, Klog finansminister – Ustyrlig statsminister. Der er små 500 sider med 581 noter, så på mange måder har det været som at sammensætte et puslespil. Viggo Kampmann gjorde gode tider bedre for så mange mennesker, og jeg håber at bidrage til, at han nu  får den rette plads i historien.

Det har været et spændende arbejde. Jeg har fået rokket lidt ved egne opfattelser, og især har det gjort indtryk, at Viggo Kampmann og Jens Otto Krag meget tidligt så, at det store fælles marked var nødvendigt for at omstille Danmark fra landbrugsland til industriland. Med eksporten af landbrugsvarer og flere og flere industrivarer skabte Viggo Kampmann fuld beskæftigelse og herfra kom midlerne til velfærd for flere. Jeg har arbejdet med EF og EU gennem årtier, men det er først gennem studierne af Viggo Kampmanns indsats, at jeg fuldt ud forstår den tidlige EF-interesse og det store marked som forudsætning for velfærdsstaten. Det er godt at blive mindet om i tiden efter den britiske folkeafstemning, og de følgeslutninger som enkelte politiske mennesker drager i Danmark.
Og jeg holder meget af Viggo Kampmanns politiske mod. I 1960 gjorde han for første og eneste gang – ulandshjælp til en socialdemokratisk mærkesag i en valgkamp. Den 15. november 1960 fik han efterkrigstidens bedste socialdemokratiske valgresultat, der ikke er overgået siden. I hans tid var det ”dejligt at være socialdemokrat”, som han formulerede det, da den socialdemokratiske kongres i 1961 havde løftet ham fra fungerende formand til rigtig formand.

Jeg har allerede holdt en del foredrag om Viggo Kampmanns tid og hans indsats, hvor især hans statsministertid blev påvirket af hans maniodepressives lidelse. Han blev ikke fældet, men da han overgav magten til Jens Otto Krag var det med fuld erkendelse af, at han var faldet. Sygdommen spillede en stor rolle i denne sammenhæng.

Hvad skal man skrive, mens man venter på at få den trykte bog i hånden: Jeg ved det ikke, men vælger i stedet at gengive de sider i bogen, hvor jeg siger tak til de mange, der hjalp undervejs.

TAK
Viggo Kampmanns ældste datter Dorrit Kampmann og den ældste søn, Jens Kampmann, har på hver deres særlige måde og uden forbehold støttet tanken om en biografi, der gav et retvisende billede af deres fars liv og virksomhed, også med inddragelse af den sindslidende som i dag fremstår langt mere afgørende for både storhed og fald end samtid og historieskrivning har påvist. De har bidraget med værdifuld viden uden krav om indsigt i hverken proces eller resultat, og det samme gjorde Ulla og Ida Kampmann.  Kampmanns nevø, Bo Leck Fischer, som fulgte sin onkel frem til festen på Fanø i 1960 har føjet mere til.
Viggo Kampmanns ministersekretær, Helge Hjortdal, var den uundværlige samtalepartner til forståelse af statsministerens arbejdsform og forhold til datidens politiske mennesker. Når det gælder Viggo Kampmann som Socialdemokratiets formand, var det godt at kunne tale med tidligere udenrigsminister Kjeld Olesen, der som ung sekretær i Socialdemokratiet var formandens håndgangne mand. Kjeld Olesen takkes også for adgangen til Jens Otto Krags dagbøger, og Christian Isak Thorsen for adgangen til Erik Ib Schmidts papirer i Rigsarkivet.

Min bror, Erik Smidt, gjorde det til en ny lidenskab at læse gamle aviser og brugte storsindet mange dage i Det Kongelige Biblioteks avismikrotek for at finde eller efterprøve nødvendige oplysninger. Det Berlingske Hus takkes for udlån af datidens arkivposer med tusinder af udklip.
I en tidlig fase trak redaktør Anne Mette Palm mig gennem omstilling fra journalist til biografiskriver; tilsvarende forsøgte historikeren Henning Grelle at trække journalisten til arbejdet med  historiske kilder og hans kendskab til perioden hjalp på alle måder.
Det siger meget om Viggo Kampmanns rolle, at så mange uforbeholdent gav deres tid til samtaler i bestræbelserne på at tegne et retvisende billede:
Harald Westergaard Andersen, Orla D. Andersen, Karen V. Andersen, Jørn Bro, Claus Bryld, Nicolai Bøgh, Mogens Camre, Jens Christensen, Emmet Feigenberg, Knud Heinesen, Ole Hyltoft, Asger Baunsbak Jensen, Henning Kjeldgaard, Ole Lauth, Bo Lidegaard, Poul Nielson, Christian S. Nissen, Niels Helveg Petersen, Ove Kaj Pedersen, Birthe Wilke og Hans Henrik Østergaard. Fra Israel sendte Anna Poulsen Schier gode observationer.
Udlandsarbejde har i flere omgange afbrudt arbejdet i år ad gangen. Den lange proces har betydet, at nogle af de mange, som jeg skylder tak for deres tid, ikke er mere: Sven Auken, Einer Engberg, Ivar Nørgaard, Erling Olsen, Eigil Jørgensen, Hans Henningsen og Mogens Kølkjær.
I en sen fase tog journalist og biografiskriver Alex Frank Larsen sig af en fundamental gennemlæsning med efterfølgende gode råd. Også tak til journalisterne Michael Seidelin, Peder Munch og Janie Strüwing samt Svend Aage Christensen og John Theil Münster for gennemlæsning af det hele eller dele og for gode råd. Peter Deleuran og Preben Wilhjelm hørte om projektet på vores fælles arbejdsplads i Kabul i 2009. Deres utålmodighed og hjælp skubbede godt på.
Bibliotekarer og arkivarer er en vedvarende gave til folkeoplysningen, som ikke kan værdsættes højt nok. Hjælpsomhed, tålmodighed og interesse har jeg mødt i ubegrænsede, ja tilsyneladende uopslidelige mængder på Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv, ABA, Folketingets Bibliotek, Rigsarkivet og Det Kongelige Bibliotek. Stud. mag. Andres Christensen var en god samarbejdspartner på arkivsøgningen.
Frederiksbergs og Københavns kommunale biblioteker har løst store og små opgaver, og Forsvarets Bibliotek fremdrog alt om adoptivfader Conrad Kampmann til fods og til hest; Røde Kors lokalafdelingen i Fredericia havde nyttigt materiale om adoptivmoderen, Ellen. Tilsvarende tak til de lokalhistoriske samlinger i Fredericia og Esbjerg. En meget stor tak til personalet på National Archives i College Park, Maryland, lige uden for Washington D.C, der stillede kassevis af diplomatiske indberetninger fra København til rådighed.
Forlagsredaktør, historikeren Marianne Moring, har et godt greb om Viggo Kampmans tid. Hendes bidrag til indhold og proces har været en stor opmuntring.
Sidst, men ikke mindst: Journalist Thomas Larsen mente, at der manglede en biografi om Viggo Kampmann - ikke som statsminister mellem H.C. Hansen og Jens Otto Krag - men som embedsmanden, modstandsmanden og politikeren, der var den drivende kraft i omstillingen af Socialdemokratiet og Danmark på vej mod velfærdsstaten. Han fik mig med på ideen og sammen brugte vi tid på at løse opgaven, indtil Viggo Kampmann-projektet stillede tidsmæssige krav, som ikke var foreneligt med Thomas Larsens politiske analysearbejde. Jeg skylder ham tak for idé og arbejde, og håber, at især han vil glæde sig over bogen..
---
JO, jeg vil gerne ud og tale om Viggo Kampmann og biografiskriveri. Det er bare at ringe.
P.S.

Kontakt telefon er 00 45 Enogtyve Treoghalvfjerds Enogtyve Halvfjerds.