|
OKTOBER 2011
De seneste år har givet mange afvekslende opgaver. Som en del af den sjovt sammensatte gruppe af ”internationale løsarbejdere” har jeg senest arbejdet i Afghanistan - og tidligere i Irak, Kosovo, Montenegro, Ukraine og Cambodja.
Lige nu er det så løsarbejde i Danmark. Lidt flere bidrag til dagbladet Information end tidligere, nogle kommentarer i P1Morgen – og så arbejdet med den bog, der alt for længe er blevet sat i skyggen af overspringshandlinger. Men Viggo Kampmann fortjener en biografi, og da den nu ikke kunne nå ud til hans 100 års dag 21.juli 2010, så må den ud som et historisk bidrag til det det igangværemde opgør om velfærdsstaten.
Men kommer der mulighed for internationale opgaver for kortere eller længere tid, så må Viggo-papirerne igen ned i kufferten. Opgaverne ude vil altid indeholde de bedste udfordringer.
Jeg kom retur til Danmark december 2009 efter at have arbejdet seks + tre måneder som rådgiver i Den Europæiske Politimission i Afghanistan, EUPOL, Kabul. Det var meget tid inden for murene, og man skal væk fra den slags med mellemrum. Tilbage? Hvorfor ikke. Det internationale samfunds opgave er så vigtig som nogensinde. Der er ikke mange sejre at hente, men en afviklingstid som igen må bruges til at bygge den forståelse til det afghanske folk, som er nødvendig for det fortsatte meningsfyldte genopbygningsarbejde.
Hvis man er alt for optaget af eftermælet om, at ingen er døde forgæves, så når man ikke det rigtige. Der var gode grunde til at gå ind i Afghanistan i 2001. Det kunne ikke være anderledes. Det er først nu, at man rigtigt stopper op og stiller de rigtige spørgsmål, som ubestrideligt vil føre til en hurtig neddrosling af den militære indsats – og en civil genopbygningsindsats som udelukker alle korrupte dele af administrationen på nationalt og lokalt plan.
Der er meget at gøre for at opbygge en pålidelig, handlekraftig og respekteret politistyrke i et land, hvor korruptionen styrer så meget fra top til bund.
Jeg ved ikke, om det lykkes, men det er godt at EUPOL har korruptionsbekæmpelsen som sin vigtigste indsats.
Træning og uddannelse af soldater og politifolk bliver nu prioriteret langt højere i det internationale samfunds bidrag til et mere stabilt Afghanistan. Præsident Hamid Karzai siger, at afghanerne selv kan tage ansvaret for sikkerheden i landet omkring 2014. Hvorfor så længe? De danske soldater, der risikerer livet for Karzai-styret, har en grunduddannelse og dertil en international uddannelse på sammenlagt otte måneder.
Det her er bare et af de områder, hvor der efter min opfattelse stilles alt for få spørgsmål om Afghanistan-indsatsen. Mennesker og medier bør ikke være så ligeglade. Vi skal både deltage i Afghanistan og forlade Afghanistan på et oplyst grundlag.
Jeg var imod Danmarks deltagelse i den folkeretsstridige krig mod Irak fra start til mål, men jeg var aldrig i tvivl om, at angrebene på USA den 11. september 2001 måtte føre til forsøgene på at ramme den terrorisme, der havde fået husly i Afghanistan. Det var både berettiget og nødvendigt, men det betyder ikke, at vi i dag ikke kan diskutere alle sider af krigsindsatsen, af den massive økonomiske støtte og af den nuværende afghanske ledelses ansvar for tingenes udvikling.
Præsidentvalget i Afghanistan den 20. august 2009 har med rette skabt en betydelig skepsis over for institutionerne i Kabul. Det er skamfuldt, at man af politiske grunde først roste valghandlingen som tilfredsstillende og derefter tøvede med at fortælle, at der nærmest var industrialiseret svindel i afvikling og optælling. Og det er ikke godt, at valgobservatørernes observationer underkastes politiske over- og undertoner med FN som den svigefulde aktør. Det er mere end skamfuldt, at det internationale samfund med FN-ledelsen i spidsen diskuterede, om man bedst kunne legitimere valghandlingen med eller uden en anden valgrunde. Der blev fusket med en million stemmer, men ikke en eneste er draget til ansvar. Så meget for legitimiteten.
”Genvalget” af præsident Hamid Karzai betyder en vigende folkelig og politisk støtte til det internationale samfunds civile og militære tilstedeværelse i Afghanistan. Det ser man nu i de fleste målinger i mange lande.
Det er bare forbandet svært at komme ud af en krig og et civilt humanitært engagement, når situationen stadig er så kritisk, at Taleban reelt hersker i 11-12 af landets 34 provinser. Det er lige så svært, at forsvare tilstedeværelsen med en afghansk ledelse, der tager så lidt af ansvaret.
TILBAGE TIL JOURNALISTIKKEN
Efter at have skrevet og talt om Den Europæiske Union fra den mangeårige udkigspost i Bruxelles tog jeg til Kabul som europæisk rådgiver, journalistikken blev lagt på hylden, men den er nu taget ned igen i København med nogle afstikkere til Bruxelles og Strasbourg.
Det europæiske samarbejde er stadig spændende med den økonomiske krise og den nye Lissabon-traktat som grundlag for samarbejdet. Europa-Parlamentet bliver medlovgiver på stort set alle områder, og vi nærmer os tokammersystemet med medlemslandene i Senatet og Europa-parlamentets medlemmer i Repræsentanternes magtfulde hus. EP kan stadig ikke udskrive skatter eller mennesker til militærtjeneste, men ellers er det ”et rigtigt parlament”.
I 16 af de seneste 27 år har jeg boet og arbejdet i Bruxelles, så det var ikke nemt at rykke til Kabul – København-Kabul.
Jeg begyndte som DR-korrespondent i Bruxelles i juli 1980. Siden da har de fleste arbejdsår været i Bruxelles med afstikkere til Washington DC, København, Kosovo, Irak og sidst Afghanistan.
ERFARINGER MED TRE ISLAMISKE LANDE
Kosovo, Irak og Afghanistan er alle islamiske lande. Det giver bestemt et mere alsidigt billede af Islam og muslimer end man lejlighedsvis oplever gennem debatten i Danmark.
Det er bedre at være på talefod end på krigsfod med folk. Når tonen i Danmark bliver så skinger som den lejlighedsvis er, så efterlyser jeg politisk lederskab til at lægge en mere fredelig og konstruktiv linje. Der er så mange i Danmark, der ikke behandler muslimske mennesker ordentligt, at politisk lederskab på den humanistiske side må efterlyses igen og igen.
Danmark bidrager fortsat meget fornemt til udviklingen i fattige lande. Det kan man være glad for, og Danmarks anseelse ude omkring er stadig stor. Både i Afghanistan og i en række af de omliggende islamiske lande har jeg med glæde konstateret, at de danske varer er tilbage på hylderne efter den tidligere statsministers udiplomatiske adfærd i forhold til de mange mennesker og lande, der så Muhammed-tegningerne som et problem.
Det antimuslimske univers i Danmark rækker langt ind i både regeringsbærende partier og i store dele af oppositionen. Mine erfaringer fra Kosovo, Irak og Afghanistan fører mig til den opfattelse, at vi uden risiko kan møde de fremmede kulturer og religioner med åbenhed, venlighed, tolerance, forståelse – og en kritisk sans, når religionen politiseres. |
