Informations møde med kampvogne i Prags gader

Disse artikler blev under en lidt anden overskrift bragt i Dagbladet Information den 21. august 2018 og er en del af den endnu ikke skrevne beretning om Min Kolde Krig.

Om to unge journalistelever i militærets og mediernes kampzone, da Den Røde Hær knuste det tjekkoslovakiske forår august 1968

50 ÅR EFTER

Det skræmmende var soldaterne med skarpladte våben. Det stærke, opmuntrende og bevægende var mennesker, som oprejst, modigt og ubevæbnet afviste magtens ret. Det var både heldigt og tilfældigt, at Informations journalistelev, Morten Sørensen, og jeg kom til at skrive fra Prag kort efter den sovjetiske indmarch den 21. august 1968. På 50 års afstand er det både en røverhistorie fra Den kolde Krigs koldeste tid og en lærerig fortælling om dengang journalister ikke havde mobiltelefon eller computer, men sprang på cyklen, tog et utal af chancer og lærte noget ved at gøre noget. Lærte af både samarbejdet og konkurrencen mellem journalister og med daglige refleksioner om journalisten som aktør eller observatør, som stadig ikke er afsluttede.

Optakten var det tilfældige møde uden for Landstingssalen på Christiansborg. Fhv. statsminister Jens Otto Krag (S) var vært for Socialistisk Internationales møde med socialdemokratiske partiledere fra det meste af Europa. Tavse fulgte de tragedien på et par ekstraordinært opstillede tv-apparater. Min gode ven fra det socialdemokratiske ungdomsarbejde, Jan Hækkerup, var der også. Han var netop blevet fyret fra posten som generalsekretær i Socialistisk Internationales ungdom, IUSY, og skulle på Christiansborg sige farvel til mange samarbejdspartnere. Derefter skulle vi skulle til kontor og bolig i Wien og hente hans ting.

-Vi kører nu, sagde jeg. – Må jeg køre med, sagde Morten Sørensen, der stod ved siden af. Han fulgte socialistmødet og den højspændte situation som journalistelev på Information. Vi havde aldrig mødt hinanden før, men to kan mere end en, så Morten sprang på cyklen, hentede sit pas og fik vistnok tilladelse fra Information til at tage med. Jeg havde ferie fra dagbladet Demokraten i Århus, og havde planlagt turen til Wien, og skulle derfor ikke spørge så meget.

SKARPE SKUD I PRAG

Ved syvtiden næste morgen havde vi forgæves forsøgt at komme ind i det besatte land gennem en af de mange grænseovergange på vejen fra Wien mod Bratislava eller Prag. Vi havde sat den fhv. generalsekretær af i Wien og lånt hans bil. Nu var det en meget lille grænseovergang, vistnok ved Slavonice, kun en enkelt lokal grænsebetjent. Hun spurgte, hvad vi skulle, og vi svarede, at vi var journalister på vej til Prag.

-Journalister har ingen adgang til Czekoslovakiet, lød hendes næste replik. Det vidste vi godt, for det havde vi hørt ved de første to-tre forsøg, men så rankede hun ryggen, vinkede os igennem med ordene:” Gør jeres arbejde. Dem i den grønne bil bagved til højre er russerne. Kør pænt.” Uforglemmeligt. Lærerig civilcourage.

Vi kørte direkte til centrum i Prag. Wenceslas Plads med de store hoteller og Nationalmuseet, stillede bilen i en sidegade og så vantro på kampvogne, soldater og de hundreder af mennesker, der stille samlede sig ved Saint Wenceslas statuen. Når den tavse demonstration blev for, stor begyndte de sovjetiske soldater at skyde op i luften. Langsomt blev de aktive geværer og maskinpistoler sænket fra lodret til vandret. Når de var nede i rammehøjde var pladsen tom. Det skete flere gang i vores første timer i Prag, nærmest rituelt. Så havde vi lært det.

PRESSENS KAMPZONE

Krigskorrespondenter er ret ligegyldige, hvis de ikke kan sende stoffet hjem. Af samme grund havde besættelsesnagten lukket alle telefonlinjer, og mange af de store danske aviser havde valgt at beholde deres korrespondenter i Wien, hvorfra man med sikkerhed uafbrudt kunne sende stoffet.

Vi begyndte på Hotel Jalta på selve Wenceslas Plads. Her boede de først ankomne journalister; alt udsolgt, men Ekstra Bladets erfarne, dygtige og venlige Erik Dreyer gav de bedst tænkelige råd. Der var ikke telefon, men en enkelt telex-maskine, et elektrisk apparat på størrelse med en stor skrivemaskine, der kunne sende tekst til redaktioner, hvor der også stod en maskine. Telefaxen var ikke opfundet. På Hotel Jalta var der omkring 300 journalister, der delte døgnets 1440 minutter. Dreyer havde 5 minutter klokken 03:55, og kunne retfærdigvis kun anbefale de unge himmelstormere at ”få noget på blokken, tag tilbage til Wien og send en stor historie til weekend-udgaven.” Fair nok.

Det var Morten Sørensen, der havde æren for det næste træk, som betød, at vi overhalede Dreyer uden at fortælle ham det. Vi gik ned ad Wenceslas, kiggede på et hotel under ombygning, helt afskærmet udefra.

-Det er sgu da ikke noget, sagde jeg. -Vi prøver, sagde Morten. Hotellet var intakt, og i den følgende uge delte vi en fjernskriver med tre engelske og en hollandsk journalist. Vi kunne skrive døgnet rundt og ramme redaktionen helt op mod deadline, og vi aflagde musketer-ed på, at vi holdt mund om vores gode arbejdsmuligheder. Så begyndte den praktiske undervisning, som vi ikke havde fået på Danmarks Journalisthøjskole. Vi var seks mennesker, der kunne se og høre, lytte og gå i hver sin retning. Vi puljede hver en sætning, vi havde opstøvet, og skrev om det som egne iagttagelser. Tillid. Give and take. Vi splejsede til to eller tre stringere, lokale hjælpere som kan sproget og kender nogen, der kender nogen. I historisk tid har de været kendt som en kinamand eller en neger, titlen ufortalt, så er hjælpere, mellemmænd og fixere uundværlige i krigszoner og områder, hvor en tolk ikke kan løse opgaven. I Prag lyttede de til de sidste nyhedsudsendelser fra illegale stationer og kom med de sidste flyveblade og uautoriserede blade, der afløste de lukkede aviser.

MOD OG MODSTAND

Når man uforberedt er landet i en kampzone, så er samarbejdet med kolleger og stringere vejen frem, ledsaget af egne iagttagelser, stemningsbeskrivelser, sådan som Morten Sørensens beretning på Informations bagside den 27. august havde fat i den stemning, jeg husker så godt. Det var modet i modstanden, der var så inspirerende. ” Czekerne lægger ikke fingrene imellem, når det drejer sig om at provokere besættelsestropperne. På forretningernes vinduer er der opklæbet store billeder af krisens første dødsofre. Et billede af [den østtyske statsleder] Walter Ulbricht bærer teksten Adolf Ulbricht. På et af de mondæne forretningsvinduer på Prahas hoved strøg blev der i dag slået en plakat op med telefonnumrene på det hemmelige politi, på hærens efterretningstjeneste, og der blev advaret mod en lang række mennesker. Tilsyneladende står czekerne hundrede procent sammen. Alle deltager i demonstrationer, alle har billeder af [Alexander] Dubcek på bilvinduerne, alle råber med i kor, alle provokerer de russiske soldater.”

Onsdag den 28. august kaprede Morten Sørensen Informations forside med en fornem stemningsreportage, der primært baserede sig på den legendariske langdistanceløber Emil Zatopek, som vandt både 5.000 m, 10.000 m. og maratonløbet ved de olympiske lege i Helsingfors 1952, en tjekkisk helt på flere felter. Han var, som Morten skrev, ”i hvert fald indtil besættelsen oberst i den tjekkiske hær”. Zatopek havde stået i spidsen for en demonstration, og nu talte han med journalister i Jaltas vestibule: ” Vi har vundet en stor moralsk sejr. Russerne kom med tanks. Czekiske mænd og kvinder frygtede dem ikke.”

Det er journalistens lod at være iagttager, observatør på sidelinjen, ikke deltager, men der var dage og nætter, hvor vi gik med og ikke vidste, om vi deltog eller bare var på arbejde. Det var især den aften, hvor studenterne marcherede fra Wenceslas Plads til Nationalforsamlingen; talerne på taget opfordrede til værdighed i kampen og fik forsamlingens bifald til udsagnet om, at selv en million mennesker ikke kan besejre en kampvognsdivision og de 500.000 soldater, der var rykket ind. og Pludselig kom advarslen om at gå hjem nu. – Jeg ved I skal gå hjem nu, sagde et medlem af Nationalforsamlingen, og det gjorde alle. Men først blev de stående og sang nationalsangen. Gåsehuden prikkede over hele kroppen, og vi følte os som en del af det uendeligt store nej til de militære undertrykkere.

RØVERHISTORIEN

Morten Sørensen valgte en mere direkte vej hjem end tilbagevejen over Wien, hvor jeg skulle hente Jan Hækkerup. Jeg genlæste forleden i Demokraten, at vi drog afsted, da besættelsesstyrkerne truede med at drive alle vestlige journalister ud. På vejen mod Wien var der utallige russiske vejspærringer med, og i dag er jeg glad for, at den digitale overvågning endnu lå årtier forude.

Jan Hækkerup havde mistet sin post som generalsekretær, fordi han i stort omfang havde drevet IUSY’s kontor i Wien for amerikanske penge. Amerikanernes assistance til den socialdemokratiske ungdom blev klarlagt i 1967, og det var ikke i sig selv et problem, at amerikanerne satsede på den socialdemokratiske ungdom i kampen mod de unge kommunister, der via partikasserne havde midler fra Moskva. Det var et ideologisk opgør efter klare linjer, men da nogle af de flinke amerikanske fonde viste sig at være dækorganisationer for den centrale efterretningstjeneste, CIA, så krakelerede den socialdemokratiske facade. Slut med CIA-finansieringen, lød ordren, som Jan Hækkerup var for langsom til at efterkomme, fordi der ikke var andre penge. Så blev han fyret. Det var i hans bil, jeg nu var på vej ud af krigszonen. Og helt ærligt, det var først, da jeg nærmede mig grænsekontrollen, at jeg fik ondt i maven. Hvad kunne man ikke finde på, hvis man efterså nummerplader, navne, personkredsen og hvad ved jeg. På et tidspunkt blev bilen endevendt af 15 soldater. Det var våben, de ledte efter. Løbesedler og satiretegninger lå under bilens gulvmåtter, og de var bestemt ikke venlige over for besætterne, men dem fandt de slet ikke. — Den næste regner med at I placerer selvstændigt.

BRODERMORDET

21. AUGUST 1968

Informations daværende udlandsredaktør J.B. Holmgård skrev altid med svung og elegance. I lederartiklen på Informations forside den 22. august 1968 kaldte han overgrebet på Czekoslovakiet for det mest forbryderiske brodermord siden Kain myrdede Abel.

Styrkerne fra Sovjetunionen, DDR, Polen, Ungarn og Bulgarien brugte en undskyldning, som de ikke selv troede på. Påstanden i den sovjetiske propagandamaskine var, at de fem lande var tilkaldt for at give broderfolket hjælp mod reaktionære elementer, som truede socialismen. Sandheden var, at den nye kommunistiske partileder Alexander Dubcek havde forsøgt sig med ytringsfrihed, kritik af den sovjetiske planøkonomi og fjernstyringen fra Moskva. Frigørelsesbestræbelserne blev kaldt foråret i Prag, og den blide Dubcek var på vej til at give kommunismen et mildt og venligt ansigt. Svaret var kampvogne, løgn, international spænding og Den Kolde Krigs koldeste temperatur. Senere fulgte afsættelse af de politiske ledere, anholdelser og kommunistisk monopol på magten.

Det sovjetiske overfald på Ungarn i oktober 1956 blev i august 1961 efterfulgt af Berlinmuren, der skulle forhindre folk i at flygte til Vesten. Det tredje store Sovjet-krav på den totale magt i Østeuropa var indmarchen i Prag, som betød flygtningestrømme, spænding og oprustning. Østrig tog imod 162.000 mennesker, lidt færre end man i 1956 lukkede ind fra Ungarn.

Formanden for Danmarks kommunistiske Parti, Knud Jespersen, havde siden 1960 døjet med at genskabe tilliden til DKP efter Ungarn 1956 gav den partisplittelse, der banede vejen for SF og sendte kommunisterne ud af Folketinget. Så få var tilbage i partiet, at han kunne holde sammen på kadrerne. Knud Jespersen havde i begyndelsen af 1968 haft sympati for Dubcek-reformerne som et forbillede for et kommunistisk samfund med ”et minimum af tvang og et maksimum af personlig frihed”. Men på den sovjetiske ambassade i København og på møder i Moskva blev han banket på plads, så DKP bekræftede den vedvarende respekt for ”socialismens moderland.” DKP led ikke særligt under overgrebet i 1968, og var faktisk i stand til at vælge seks medlemmer til Folketinget i 1973. (Forholdene i DKP er skildret i PET-kommissionens rapport 2009 på basis af aflytninger i DKP).

P.S.

Poul Smidt er journalist og arbejdede efter Demokraten på Politiken og i DR, og en årrække bidrog han til Informations EU-dækning. Morten Sørensen …